Islamisk Stat: Koranen retfærdiggør voldtægt


Foto fra Twitter: Viser angiveligt kvinder på vej til at blive solgt af IS som sexslaver i Mosul, Irak


Militsfolk fra Islamisk Stat misbruger tilfangetagne kvinder og piger og giver udtryk for, at det er en form for “bøn”, og gruppen har ifølge The New York Times udarbejdet en “teologi” for deres voldtægter.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

I en forsideartikel fredag bringer The International New York Times en hel række vidneudsagn fra en del af ofrene for gruppens systematiske sexforbrydelser.

En 12-årig pige siger til den amerikanske avis, at en kriger fra Islamisk Stat, som havde bundet og kneblet hende, bøjede sig ned for at bede, inden han voldtog hende. Han sagde, at han ikke begik nogen synd, fordi pigen havde en anden religion end ham.

– Jeg blev ved med at bede ham om at stoppe, fordi det gjorde ondt, siger pigen, der er så spinkel om livet, at en voksen mands hænder kan nå rundt om det.

– Han sagde, at han kom nærmere Gud ved at voldtage mig, siger pigen.

Islamisk Stats systematiske voldtægter af kvinder og piger fra det religiøse yazidi-mindretal har sat dybe præg på den radikale teologi, som Islamisk Stat har udviklet, skriver The New York Times, som har talt med 21 kvinder, som for nylig er flygtet fra gruppen.

Kvinder og piger fra mindretallet handles som slaver, og Islamisk Stat har oprettet et netværk af varehuse med fremvisningsrum, hvor ofrene vises frem og sælges til højestbydende.

Der udarbejdes detaljerede kontrakter for salgene, og en hel kolonne af busser står klar til at transportere dem.

Denne praksis er med til at gøre Islamisk Stat tiltalende for mange mænd fra dybt konservative islamiske samfund, hvor seksualitet er tabuiseret.

Islamisk Stats ledere bruger ifølge flere rapporter megen tid og energi på at finde skriftsteder i Koranen, som ifølge deres udlægninger understøtter deres handlinger og “opløfter” ethvert sexovergreb til at være “åndeligt velgørende” eller “en religiøs dyd”.

Sidste år blev i alt 5270 medlemmer af yazidi-mindretallet bortført. Mindst 3144 er stadig fanger, skriver den amerikanske avis med lokale ledere fra mindretallet som kilder.

/ritzau/