Elever dømt for at hacke sig til lavere fravær


Arkivfoto


Fem elever fra Aalborg Handelsskole er onsdag blevet idømt betinget fængsel og en plet på straffeattesten.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det er straffen for at have afluret og brugt deres lærers login til hjemmesiden elevplan.dk for at pynte på deres fraværsprocent

– Det var noget, der florerede, og som alle snakkede om. Noget, der fandtes på alle mulige skoler, forklarede en 19-årige elev ifølge Nordjyske. Han fik 14 dages betinget fængsel.

Den 19-årige elev fortalte i retten, at metoden var bredt kendt blandt eleverne. Han havde selv fået koden, da han var til en fest i 1.g.

Men allerede da han var i brobygning på skolen i 10. klasse, fik han kendskab til muligheden for at ændre sit fravær.

Derudover fik en 18-årig mandlig elev 20 dages fængsel, og tre 18-årige mænd blev idømt syv dages fængsel. Alle domme er betingede. De erklærede sig alle skyldige i sigtelsen for hacking.

De to elever, der fik længst straffe, blev begge dømt for at have rettet i deres fravær gentagne gange.

Samtidig nægtede en 19-årig mand og en 18-årig kvinde sig skyldige. Deres sager skal nu tilbage til anklagemyndigheden, der skal vurdere, hvorvidt der skal rejses tiltale mod dem, skriver Nordjyske.

Fraværs-sagen kører over to dage og fortsætter i morgen, hvor 11 nuværende og tidligere elever fra Aalborg Handelsskole skal for retten. I alt er 19 handelsskole-hackere sigtet i sagen.

/ritzau/