Flere betjente sendes ud i Aarhus’ gader efter overfald


    Arkivfoto

    De kommende dage vil borgere i Aarhus kunne se flere betjente i gaderne.

    Efter en stribe overfald og knivstikkeri den seneste tid har Østjyllands Politi valgt at skrue op for antallet af patruljer i bestemte dele af byen.

    Senest blev to mænd overfaldet og stukket med kniv onsdag aften. Ingen af dem var i livsfare, men de blev ramt af stik i både baller og ben.

    – Det kan virke utryghedsskabende for borgere, der bor i de områder, hvor der har været slagsmål og knivstikkeri. Derfor sætter vi nu ind med ekstra patruljer, siger vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi Martin Frank Rasmussen i en pressemeddelelse.

    Også den mobile politistation bliver sat ind.

    Politiet fokuserer særligt på områderne ved Frydenlund, Trillegården og Kalmargade.

    Knivstikkeriet onsdag aften bliver stadig efterforsket.

    Politiet fik anmeldelser om episoden kort efter klokken 18, hvor flere vidner fortalte om et overfald for enden af Regenburgsgade mod Tage Hansens Gade.

    To personer holdt i en sort Ford Mondeo, da en anden bil dukkede op og parkerede tæt på.

    Ud af den senest ankomne bil hoppede to personer. De havde en form for slagvåben i hænderne og løb over til den parkerede Ford Mondeo.

    Først slog de ruderne itu, hvorefter de åbnede døren og overfaldt personerne i bilen. Bagefter løb de tilbage til deres egen bil og kørte fra stedet.

    Det er uvist, om der sad flere personer i denne bil.

    Også den sorte Ford Mondeo kørte fra stedet. To mænd henvendte sig siden på Aarhus Universitetshospital for at få behandling for knivstik.

    Politiet har en idé om, at der er tale om et internt opgør i byen. De to ofre for knivstik har ikke ønsket at fortælle betjente noget om episoden.

    Et overfald på Jens Baggesens Vej fredag kan have forbindelse til knivstikkeriet. Det er politiet fortsat ved at grave i.

    Ved dette overfald blev en 20-årig mand skudt i armen med et haglvåben, mens en 19-årig mand blev stukket i nakken med en spids genstand.

    – Vi ved endnu ikke, om der er nogen sammenhæng mellem de to episoder, men det er noget af det, vi er ved at undersøge, siger vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi Lennart Glerup i pressemeddelelsen.

    /ritzau/