Person ramt af tog ved Vesterport – togtrafik stoppet


    Arkivfoto


    En person er tirsdag eftermiddag blevet påkørt ved Vesterport Station.

    Derfor står togtrafikken mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport stille.

    Det gælder alle S-tog, mens fjern- og regionaltog kører, oplyser DSB.

    I første omgang var meldingen, at alle tog var forhindret i at køre på strækningen, men det er siden blevet ændret.

    Påkørslen er sket kort efter klokken 14.

    – Vi har fået en anmeldelse om en personpåkørsel klokken 14.14. Det er vi rykket ud til, men vi ved endnu ikke, hvad situationen er, siger vagtchef ved Københavns Politi Carsten Reenberg.

    Det er uvist, hvor lang tid togtrafikken vil være påvirket.

    Både politiet og Hovedstadens Beredskab er på stedet. Der er også blevet tilkaldt ambulance.

    /ritzau/