Politiet: Jalousimotiv bag nattens skudepisode


Tekniker arbejder på gerningsstedet i Vorgod


Midt- og Vestjyllands Politis teknikere har brugt natten og formiddagen på at efterforske hændelserne i forbindelse med skudepisoden i Vorgod ved Videbæk i nat. Alle undersøgelser er endnu ikke afsluttede, men der tegner sig et billede af, at nattens skudafgivelse i Vorgod har sit udgangspunkt i et “jalousiforhold”.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

En 50 årig mand med bopæl i Herning kørte i nat til Vorgod ved Videbæk. Her skaffede han sig adgang til et hus, hvor hans tidligere samlever – en 46 årig kvinde – opholdt sig. Den 50 årige mand har tidligere boet sammen med den 46 årige kvinde, men forholdet var ophørt. Den 46 årige kvinde var på besøg hos sin nye kæreste – den 48 årige mand – på hans bopæl i Vorgod.

Den 46 årige kvinde og den 48 årige mand sov i soveværelset i huset i Vorgod, hvor den 50 årige mand fra Herning omkring klokken 03.40 trængte ind i soveværelset.  Den 50 årige medbragte en dolk og et oversavet jagtgevær og afgav et skud mod den 48 årige mand. Han blev ramt på hofte og arm, men alligevel lykkes det ham at flygte til over til en bekendt.

Den 46 årige kvinde blev såret af knivstik, påført af den 50 årige, men det lykkedes hende alligevel at løbe fra huset.

Kort efter kunne vidner høre, at der blev afgivet skud inde i huset. Efterfølgende fandt politiet den 50 årige død inde i huset. Det er politiets opfattelse, at den 50 årige – efter at have skudt mod den 48 årige mand og påført den 46 årige kvinde knivstid – har begået selvmord.

Midt- og Vestjyllands Politi forventer, at størsteparten af de tekniske undersøgelser er afsluttede sidst på eftermiddagen.