Bredt flertal for forbud mod kunstige jomfruhinder


    Arkivfoto

    Det skal være slut med, at læger medvirker til at konstruere kunstige jomfruhinder.

    I hvert fald hvis det står til et bredt flertal i Folketinget, der fredag formiddag behandler et lovforslag, der er fremsat af regeringen og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Lovforslaget skal sikre forbuddet

    Ifølge Ellen Trane Nørby er lovforslagets mål kort fortalt at aflive myten om, at kvinder skal bløde efter deres første samleje.

    – Den er med til at fastholde kvinder i en undertrykt situation, og den bidrager til social kontrol, siger ministeren.

    – Det er et greb, der på middelalderlig vis er med til at skabe et billede af, at kvinder er nogen uskyldsrene væsener, der ikke må have sex inden deres ægteskab.

    Socialdemokratiet, Alternativet og De Radikale støtter forslaget.

    Dansk Folkeparti bakker også op om forslaget, og Claus Kvist Hansen (DF) hæfter sig ved, at indgrebet er “kulturkosmetik”, der ifølge ham er til for at tilfredsstille en kulturkreds, hvilket er en forkert vej at gå.

    – Man kan ikke opretholde en forestilling om, at jorden er flad blot for at berolige mennesker fra en bestemt kulturkreds.

    – Det ville være arrogant og nedladende over for de pågældende at skjule videnskabelige realiteter, siger Claus Kvist Hansen.

    Ingen ved, hvor mange kvinder der årligt får konstrueret en jomfruhinde. Men de private klinikker, der udfører indgrebet, er få, og det samme er formentlig antallet af kvinder.

    Ifølge regeringen bør straffen for en overtrædelse ikke være lavere end en bøde på 10.000 kroner.

    Enhedslisten og SF støtter ikke forslaget. Enhedslisten mener, at der er usikkerhed omkring konsekvenserne for kvinderne.

    Flere organisationer er også blevet hørt om forslaget, og her er der uenighed.

    Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG) er eksempelvis imod et forbud.

    – Vi hjælper ikke kvinderne ved at sætte forbud op. De finder et andet sted at gå hen, hvis vi laver et forbud, siger formand Hanne Brix Westergaard til Ritzau.

    Dansk Sygeplejeråd (DSR) støtter forslaget og mener, at “praksissen er med til at understøtte en myte omkring jomfruhinders bristning ved første samleje”.

    Jordemoderforeningen støtter også forslaget, fremgår det af et høringssvar.

    /ritzau/