Fem personer sigtet for knivdrab på 19-årig nytårsnat


    2019 var kun få timer gammelt, da 19-årige Lorenz Matras mistede livet på sin første bytur i København.

    Ved Borgergade og Gothersgade i København blev han stukket med kniv og mistede livet, og efter fem ugers efterforskning er der nyt i sagen.

    Københavns Politi har anholdt fem personer, der sigtes for manddrab. Fire af dem fremstilles torsdag i grundlovsforhør, mens den sidste person er løsladt.

    Københavns Politi opretholder dog sigtelsen for manddrab mod manden, fortæller vicepolitiinspektør Brian Belling.

    Der er tale om tre tyrkiske statsborgere og en dansk statsborger, som torsdag skal for en dommer, der skal beslutte, om der er grundlag for at varetægtsfængsle dem.

    De fire personer er i alderen 18-28 år.

    Københavns Politi ønsker ikke at udtale sig yderligere om, hvorvidt de fem mænd er fra Københavnsområdet, hvilken nationalitet den løsladte har, eller hvordan de fire anholdte forholder sig til sigtelserne.

    Politiet oplyser på Twitter, at der begæres lukkede døre under grundlovsforhøret.

    Hvis dommeren vælger at følge den anmodning, er det ikke muligt for medierne at høre de sigtedes forklaringer i retten, såfremt de vælger at udtale sig.

    /ritzau/