Lærervikar tiltalt for voldtægt af 14-årig skolepige


    Arkivfoto

    En lærervikar på en skole i Sydsjælland er tiltalt for at have voldtaget en 14-årig pige.

    Det skriver B.T., som har fået aktindsigt i anklageskriftet mod den nu 22-årige mand.

    Manden, som flere gange havde været vikar for pigens klasse, dukkede en dag i november 2017 op ved den 14-åriges hjem.

    De endte ifølge mediet på pigens værelse, hvor de havde samleje. Det skete angiveligt på trods af, at manden var bevidst om pigens alder.

    Flere gange efter episoden skulle manden have undervist pigen og hendes klassekammerater på den sydsjællandske folkeskole.

    Desuden skulle vikaren i foråret 2018 via det sociale medie Snapchat have forsøgt at få pigen til at sende nøgenbilleder af sig selv til ham.

    Vikaren tiltales ifølge B.T. for at have haft samleje med et barn under 15 år og for at have haft samleje med en person under 18 år, der er betroet den pågældende til eksempelvis undervisning.

    Desuden er han tiltalt for blufærdighedskrænkelse.

    Det er ikke lykkedes mediet at opklare, hvordan manden forholder sig til tiltalerne mod ham.

    /ritzau/