Ni mod en: Unge stak knive i rockersøn ved cocktailbar


Arkivfoto, Københavns Byret.


Der var i den grad tale om ulige hold, da sønnen til den tidligere Bandidos-rocker Torben Ohlsen Jensen – bedre kendt som Suzuki-Torben – sidste år blev tæsket og stukket med knive under en bytur i København.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Ifølge anklageskriftet fra Statsadvokaten i København deltog hele ni unge mænd i det brutale overfald på og uden for beværtningen CPH Cocktail i Vester Farimagsgade tidligt om morgenen 24. august.

En af mændene er det dog aldrig lykkedes politiet at få fat i, men de otte andre er mandag formiddag bænket i Københavns Byret på retssagens første dag.

LÆS OGSÅ: ‘Suzuki’ Torbens søn stukket ned på Vesterbro
LÆS OGSÅ: 29-årig anholdt for at stikke Suzuki-Torbens søn ned
Alle mand, der har indvandrerbaggrund og er i alderen 20-31 år, er tiltalt for grov vold, mens to af dem også risikerer en dom for drabsforsøg.

Ud over grov vold er en 23-årig mand således tiltalt for under tumulterne at have stukket det 28-årige offer i venstre side af brystkassen og for at have forsøgt at stikke ham ydeligere to gange med kniv.

Samtidig skal en 29-årig ifølge anklageskriftet have stukket eksrocker-sønnen flere gange i maven og brystet. Begge nægter sig skyldig i drabsforsøg, men den 23-årige erkender at have stukket en enkelt gang.

Heller ingen af de andre er klar til en fuld tilståelse, men flere af dem erkender at have deltaget i slagsmålet.

Knivstikkeriet var kulminationen på et større slagsmål i baren, hvor den 28-årige blev slået i hovedet med en vinkøler, flasker og barstole. Han flygtede ud på gaden, hvor han blev slået og sparket i hovedet og på kroppen og altså stukket adskillige gange.

Den forurettede var umiddelbart i overhængende livsfare, men det lykkedes lægerne på Rigshospitalets Traumecenter at redde hans liv.

Suzuki-Torben er ifølge Ekstra Bladet ikke længere en del af Bandidos, hvilket angiveligt også gælder sønnen, der en overgang også skal have været en del af klubbens hierarki.

Rockeren blev landskendt, da han for nogle år siden mødtes med den socialdemokratiske toppolitiker Henrik Sass Larsen på en café i Køge, mens PET overværede mødet.

Siden kostede det Henrik Sass Larsen en ministerpost.

/ritzau/