Stor politiaktion: 45 giftslanger beslaglagt på Sjælland


Arkivfoto


Politikredse på Sjælland har tirsdag ransaget fem adresser og beslaglagt i alt 45 giftslanger, som er ulovlige i Danmark.

I et koordineret samarbejde har politikredsene i Midt- og Vestsjælland, Sydsjælland og Lolland- Falster samt Københavns Vestegns Politi i dag ransaget adresser i Rødovre, Roskilde, Svinninge, Nakskov og Rødby.

Aktionen skete efter oplysninger om, at der på stederne blev holdt giftige slanger, som ellers kun være i zoologiske haver og terrariecentre med særlige tilladelser.

Ransagningerne tilvejebragte i alt 45 giftslanger – heriblandt Taipan-, Gabon- og klapperslanger.

Der blev fundet fire slanger i Rødovre, 29 i Rødby, to i Nakskov, 10 i Roskilde og ingen i Svinninge.

– Indtil videre er fire krybdyrinteresserede mænd sigtet for at holde giftslanger, siger politikommissær Jeff Kongedam, Københavns Vestegns Politi.

Han tilføjer, at sigtelserne drejer sig om at overtræde dyreværnslovens regler om forbud mod at holde dyr, der kan frembyde fare eller skabe frygt – og herunder hører giftige slanger.

De involverede politikredse sagsbehandler sager fra egen politikreds. Overtrædelse medfører sædvanligvis en klækkelig bøde.

Ved aktionen fik politiet assistance af slangekyndige og dyrlæger.