30 års fængsel for at fornærme Thailands konge på Facebook


Den 87-årige thailandske konge, Bhumibol Adulyadej. Arkivfoto


En thailandsk mand er fredag dømt 30 års fængsel for at have fornærmet monarkiet på Facebook.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Der er tale om en af de hårdeste – kendte – domme, der er afsat under det thailandske juntastyres lovgivning om majestætsfornærmelse.

Militærdomstolen i den thailandske hovedstad, Bangkok, afsagde dommen efter at have fundet den 48-årige Pongsak Sriboonpeng skyldig i seks gange at have lagt beskeder og fotos, der krænker kongehuset, på sin Facebookside.

Han blev kendt skyldig i hver krænkelse, der blev takseret til hver ti år.

Dermed lød dommen på 60 års fængsel, men han erkendte sig skyldig, og så blev dommen halveret, siger hans forsvarer, Sasinan Thamnithinan, til nyhedsbureauet AFP.

Den 87-årige thailandske konge, Bhumibol Adulyadej, beskyttes af en af de skrappeste love om fornærmelse af kongehuset, der kendes.

Enhver, der dømmes skyldig i at have fornærmet konge, dronning eller tronfølger, risikerer op til 15 års fængsel for hver fornærmelse.

Militæret tog magten i Thailand i maj 2014, og siden da er der sket en stor stigning i antallet af sager om majestætsfornærmelse.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Ifølge gruppen iLaw, en lokal menneskeretsgruppe, som overvåger sådanne sager, var der inden militærkuppet to sager i gang om majestætsfornærmelse.

Lige nu er der mindst 56 sager, siger gruppen.

Kritikere af loven om majestætsfornærmelse siger, at den bruges politisk af den royalistiske og militære elite til at bekæmpe modstanderne af militærkuppet.

I øvrigt faldt der forleden en anden dom om majestætsfornærmelse. Det skete i en militærdomstol i en nordlig provins, hvor en mand, der længe har haft mentale problemer, fik fem års fængsel for at have revet et portræt af kongen og dronningen i stykker i juli i fjor.

Manden fik 10 års fængsel, men tilstod, hvorpå dommeren halverede straffen, siger den dømtes advokat.

/ritzau/AFP