Brand i villa: Ældre mand slemt forbrændt


ISHØJ: En ældre mand er blevet særdeles alvorligt forbrændt under en brand i hans bolig.

Søndag eftermiddag blev den forbrændte mand fundet af en hjemmehjælper, og der blev omgående slået alarm til 1-1-2. Det er uklart om hjemmehjælperen kom til stedet tilfældigt eller om det skete efter alarmtryk på et nødkald til hjemmeplejen.

– Vi fik en melding om brand i en villa, og at en mand skulle være forbrændt. Da vi kommer derned, er der minimal ild i bygningen, men den mandlige beboer på adressen har fået nogle slemme forbrændinger på forsiden af kroppen, fortæller indsatsleder ved Østsjællands Beredskab, Lars Andersen til Ekstra Bladet.

Branden i villaen blev slukket med det samme, og umiddelbart skal der være tale om en ulykke i forbindelse med optændning i et ældre støbejernskomfur.

Den ældre mand er blevet kørt direkte på sygehuset til behandling af sine brandsår – hvor alvorligt manden er forbrændt og om hans tilstand er kritisk er søndag aften kl. 21.15 endnu ukendt.