Børn og unges deling af drabsvideo vækker bekymring


    Arkivfoto

    Flere børn og unge har set og delt en video, som angiveligt viser et af drabene på en dansk og en norsk kvinde i Marokko.

    Det skriver flere medier, heriblandt TV2, DR og Berlingske.

    Videoen viser angiveligt drabet på en af de to kvinder danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland, som blev fundet dræbt den 17. december i Marokko.

    Delingen af videoen vækker bekymring hos flere kommuner.

    I Gentofte og Helsingør har SSP, det kommunale samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politi, er man opmærksomme på videoen. Her har SSP valgt at tage kontakt til forældre med opfordring om at drøfte videoen.

    – Det er noget, som vi har fulgt over et stykke tid. Allerede da denne her ulykkelige sag opstod i Marokko var vi bekendt med, at der var nogle, som delte drabsvideoerne med hinanden på de sociale medier, siger SSP-leder i Helsingør Kommune Mikkel Müller til Berlingske.

    Ifølge DR Nordjylland har en skole i udkanten af Aalborg også haft samlet elever fra syvende og ottende årgang for at tale om videoen.

    Red Barnet rapporterede også tirsdag, at videoen var i omløb, selv om både dansk og norsk politi har forsøgt at begrænse spredningen. Og organisationen gør opmærksom på, at det også er strafbart at dele videoen.

    – Ud over at videoen er uhyggelig og skræmmende at se, vil den fortsatte deling af videoen endnu en gang krænke de dræbte og deres familie og venner, og så er deling af videoen også en strafbar handling.

    – Derfor skal man lade være med at åbne eller dele videoen, skrev Red Barnet i en meddelelse tirsdag.

    Red Barnet fraråder, at man ser videoen, og man i stedet for sletter den og beder afsender og venner gøre det samme.

    Desuden bør man som forælder tage en snak med sit barn, hvis man har mistanke om, at det eller børn i vennekredsen taler om videoen eller har set den.

    /ritzau/