Tandlæges drab på berømt løve bliver nu en sag i USA


Tandlægen Walter James Palmer ved en løve som han og en jagtkammerat har skudt på et tidligere tidspunkt. Foto fra Facebook.


Den amerikanske myndighed for fiskeri og dyreliv går nu ind i sagen om den verdensberømte løve Cecil, der er skudt i Zimbabwe til stor sorg for landets dyreelskere.

Like localeyes.dk på Facebook

Myndighederne vil undersøge, om en amerikansk tandlæge er involveret i drabet, der kan være imod en amerikansk lov om handel med dræbte dyr, siger en kilde tæt på sagen til Reuters.

Drabet på løven Cecil er gået jorden rundt og har skabt stor vrede på de sociale medier.

Løven var kendt i Zimbabwe for sit rolige gemyt og var en stor attraktion i Hwange nationalpark i Zimbabwe.

Men natten til mandag 6. juli blev Cecil lokket ud af nationalparken, da personer fastspændte et dødt dyr til deres bil.

Personerne skød først løven med bue og pil, men da det ikke slog dyret ihjel, fandt de senere frem til løven igen, skød den med et skydevåben og skar hovedet af den.

Det er naturfredningsforeningen Zimbabwe Conservation Task Force (ZCTF), der har indsamlet beviserne.

Ifølge dem er det den amerikanske tandlæge Walter Palmer, der har brugt knap 400.000 kroner for at få mulighed for at skyde løven.

En talsmand for Walter Palmer har udtalt, at Walter Palmer indrømmer at have slået en løve ihjel på det pågældende tidspunkt, og at løven godt kan være Cecil. Walter Palmer hævder dog at have fået tilladelse til at skyde løven, skriver avisen The Guardian.

Nu vil de amerikanske myndigheder så undersøge, om Walter Palmer kan have handlet imod amerikansk lovgivning for handel med dyr.

Flere forurettede personer har også anmeldt Walter Palmer til myndighederne i Zimbabwe, hvor han nu kan blive hevet i retten, skriver The Guardian.

/ritzau/