Arkivfoto
Da tre biler fyldt med kniv- og slagvåbenbevæbnede mænd den 23. oktober 2017 holdt ind ved Mjølnerparken i København, kiggede Københavns Politi på en måde med over skulderen.
I hvert fald havde ordensmagten som led i efterforskningen af den bandekrig, der hærgede hovedstaden på det tidspunkt, placeret en gps-sender på bilen for at kunne følge dens færden.
Det fortæller anklager Maja Schiøtz fredag ved Retten på Frederiksberg. Her er 16 mænd tiltalt for at stå bag et mislykket raid rettet mod fem højtstående medlemmer af banden Brothas og for at have overfaldet en sjette mand.
De fem havde held til at flygte fra den maskerede bevæbnede gruppe. Men kort efter gik gruppen løs på en sjette mand et stykke derfra. Han fik adskillige knivstik og blev slået med en hammer. Han overlevede dog.
Videoovervågning fra Mjølnerparken, hvor det mislykkede raid fandt sted, viser de tre biler. En af dem – en Mercedes – fandt politiet senere samme aften. Den stod et par kilometer væk – på en parkeringsplads i Rantzausgade.
– Politiet har haft en gps-blok monteret på bilen frem til gerningsdagen. Så man har minutiøst kunnet følge den, fortæller Maja Schiøtz.
Oplysningen løfter en smule af sløret for, hvilke efterforskningsmetoder politiet anvender over for banderne. Og gps-senderen er ikke den eneste finurlige efterforskningsdetalje i sagen.
For to af de biler, som deltog i angrebet, blev nemlig fotograferet af en af politiets fotovogne – de såkaldte ATK-biler, fortæller Maja Schiøtz.
Den holdt på Tagensvej, hvor det efterfølgende knivoverfald fandt sted. Her blitzede den de to gerningsbiler, og de billeder indgår som bevismateriale i sagen, fortæller Maja Schiøtz.
Hun har ikke fortalt, hvorvidt bilen holdt der for at gennemføre en regulær fartkontrol, eller om den var anbragt der, fordi der netop var god grund til at holde øje med området, som på det tidspunkt var hærget af bandekrig.
De 16 tiltalte i sagen nægter sig alle skyldige. Alle benægter de pure at have været på gerningsstedet på gerningstidspunktet. Flere af dem erkender, at de har været LTF’ere, mens andre benægter det.
Sagen fortsætter frem til slutningen af marts.
/ritzau/