Østrig efterforsker Geert Wilders for at opildne til had


Geert Wilders. Arkivfoto


Østrigsk politi har indledt en efterforskning af Geert Wilders på mistanke om, at den islamkritiske hollandske politiker kan have opildnet til had under et besøg i den østrigske hovedstad, Wien, i marts.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

En talsperson for anklagemyndigheden i Wien bekræfter, at der er indledt en efterforskning mod Wilders, men vil ikke oplyse yderligere – heller ikke, hvilke kontroversielle udtalelser han skal have stået bag i forbindelse med besøget i Wien.

De nye anklager kommer samtidig med, at der er en anden efterforskning i gang, der skal klarlægge, om Wilders anvendte hadsk tale og opildnede til had mod marokkanere under et valgmøde i byen Haag i sit hjemland sidste år.

Wilders talte på et møde i Frihedspartiet i marts. Det højreorienterede parti, der oplevede massiv fremgang under den nu afdøde partileder Jörg Haider, er nu under ledelse af Heinz-Christian Strache og står til 30 procents opbakning i meningsmålingerne.

Det var Strache, der havde inviteret Wilders til at tale. De to politikeres partier gik i sidste måned sammen med andre højrefløjspartier i Europa-Parlamentet.

I 2007 blev Wilders frikendt for anklager om hadsk tale, efter han havde udtalt sig stærkt kritisk om islam.

Han har ofte sagt, at Vesten er i “krig” med islam. Det har skaffet ham flere dødstrusler på halsen som har medført, at han i dag lever under politibeskyttelse.

Det er dog ikke kun muslimer, der er mål for Wilders’ vrede. Han har også udtalt sig meget kritisk om blandt andet østarbejdere og om EU.

Wilders’ parti er i de nyeste meningsmålinger Hollands næststørste.

/ritzau/Reuters