Betjente med maskinpistoler under terrornatten i København. Arkivfoto
Politifolk melder sig syge i hidtil uset omfang. Sygefraværet er øget med 18 procent efter skudattentaterne i København.
Det viser en opgørelse, som TV2 har fået indsigt i.
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andreI marts, april og maj i år er sygemeldingerne strømmet ind. Men der er stor forskel på tendensen i de forskellige politikredse.
Således er fraværet steget med 41 procent i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, når man sammenligner med de samme måneder i 2014.
Derimod er stigningen på 21 procent i Københavns Politi, mens for eksempel Nordsjællands Politi er uændret.
Og i to politikredse er fraværet ligefrem faldet. Det gælder Østjyllands Politi og Bornholms Politi.
Efter Omar El-Husseins skyderier ved Krudttønden og synagogen i København i februar blev et stort antal betjente fra hele landet dirigeret til København for at deltage i bevogtningsopgaver.
Det har givet en kæmpe pukkel af overarbejdstimer. Fra januar til maj i år arbejdede politifolk i alt 900.000 flere timer, end de skulle.
Den udvikling skyldes især skyderierne i København, har chefen for Rigspolitiet, Jens Henrik Højbjerg, forklaret.
Folketinget gav yderligere penge til politiet, og det hjælper.
– Folketingets ekstrabevilling har givet mulighed for, at vi kan udbetale en del af de timer, som medarbejderne har til gode, udtalte Jens Henrik Højbjerg i slutningen af juni.
Blandt politifolk gav de mange ekstra vagter i København anledning til en del frustration, er det tidligere kommet frem.
/ritzau/