Hver anden forælder til Utøya-ofre er stadig sygemeldt


Arkivfoto


Fire år efter tragedien på den norske ø Utøya, hvor 69 personer samlet til den årlige sommerlejr for Arbeiderpartiets Ungdomsforbund (AUF) blev dræbt, lider de efterladte fortsat.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

51 procent af forældrene til de dræbte er helt eller delvist sygemeldt i dag, mens to ud af tre af de efterladte mødre og fædre har symptomer på posttraumatisk stressyndrom (PTSD), skriver den norske avis Aftenposten på sin netavis.

Tallene kommer fra en netop offentliggjort undersøgelse, hvor pårørende til ofrene 22. juli 2011 er blevet fulgt. I spidsen for forskningen står professor Kari Dyregrov, forskningsleder ved Senter for Krisepsykologi.

– Der har været en fremgang siden den første måling for over to år siden, men nogle har også taget to skridt tilbage. Der er en mindre gruppe, der klarer sig godt. Størstedelen lider fortsat meget, siger Dyregrov til Aftenposten.

Bag angrebet stod Anders Behring Breivik. Han detonerede først en bombe i den centrale del af Oslo, hvor otte mennesker blev dræbt og omkring 30 såret.

Efterfølgende fortsatte han sin massakre på Utøya.

Unni Espeland Marcussens datter var den sidste, der blev dræbt af Breivik.

Hun er en af dem, som har opgivet arbejdet på grund af sorg. Indtil datterens død havde Unni Espeland Marcussen altid haft arbejde, og hun forsøgte også at vende tilbage til sit job på en skole.

– Jeg kan huske, at jeg sad i møder, og folk diskuterede, om ungerne måtte klatre i træer eller ej. Der indså jeg, at jeg ikke orkede mere. Jeg kunne ikke forholde mig til det. Det blev så trivielt, siger hun til Aftenposten.

Hun forlod jobbet, begyndte at studere, forsøgte sig med et vikariat, men heller ikke det fungerede.

– Det er ikke vanskeligt at forstå, at så mange fortsat lider. Tallene ligner dem, man så blandt de efterladte forældre tre et halvt år efter terrorangrebet 11. september i USA, siger Kari Dyregrov til avisen.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB er den seneste undersøgelse gennemført 40 måneder efter tragedien. 220 efterladte har deltaget en eller flere gange, så 79 procent af ofrenes er repræsenteret af forældre, søskende, kærester eller børn.

/ritzau/