10 millioner smuglersmøger beslaglagt på Aarhus Havn


Foto fra SKAT.


SKATs risikovurderinger og oplysninger fra udlandet førte torsdag i sidste uge til, at en 40 fods container, der var anløbet til Århus Havn fra Asien, blev udtaget til nærmere kontrol. Ifølge toldpapirerne skulle containeren indeholde t-shirts. En tur gennem SKATs mobile container scanner viste dog et andet resultat.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det skriver SKAT i en pressemeddelelse.

– De scanningsbilleder, vi havde taget af containeren, viste tydeligt, at der ikke var t-shirts i containeren, siger Lone Byg, der er funktionsleder i SKAT og daglig leder af tolden på Århus Havn.

SKATs narkohund Lana, der af SKAT er ved at blive uddannet som tobakshund, blev derefter sat til at snuse til containeren.

– Hunden reagerede med det samme på containeren. Derfor blev containeren åbnet, og i stedet for t-shirts fandt vi mere præcist 9.999.000 cigaretter, fortæller Lone Byg.


SKATs narkohund Lana.

Afgiften af de 9.999.000 cigaretter skønnes at udgøre omkring 18 millioner kr., hvis de skulle sælges i Danmark. Dertil kommer evt. bøder. SKAT undersøger nu sagen i nærmere samarbejde med politiet.

Effektiv overvågning
Dette store fund af cigaretter og to andre store fund omkring årsskiftet på hhv. over fem millioner cigaretter og otte millioner cigaretter er resultatet af SKATs systematiske overvågning på toldområdet og et tæt samarbejde om toldkontrollen i EU.

– Vores toldkontrol bygger på intelligente risikovurderinger og en døgnovervågning. Når vi har så stor fokus på blandt andet cigaretter, så skyldes det, at det ofte ikke kun er afgifter, der snydes med. Der kan også være tale om cigaretter, som ikke er produceret efter reglerne eller kopicigaretter, som kan være ekstra sundhedsskadelige, forklarer Preben Buchholtz, der er underdirektør i SKAT.


Foto SKAT.

Fakta:
SKATs narkohund Lana er en 6-årig labrador, der de seneste tre uger har været under uddannelse til også at kunne lugte sig frem til tobak.
Hvis alle stænger blev taget ud af kasserne og lagt ved siden af hinanden, så ville de fylde, hvad der svarer til cirka 1½ håndboldbane.


Foto SKAT.