Dansk tankskib sejlede ind i stor færge ved Göteborg


Ternvind, som sejler under dansk flag, er ejet at Terntank Rederi i Skagen. Arkivfoto


Det var et dansk tankskib, som var involveret i kollisionen med færgen Stena Jutlandica natten til søndag.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Ternvind, som sejler under dansk flag, er ejet at Terntank Rederi i Skagen, skriver nordjyske.dk.

Skibet var på vej fra Göteborg til Halmstad med diesel og benzin, da påsejlingen skete, fortæller Tryggve Möller fra det svenske selskab, der håndterer skibene fra det danske rederi.

Der var 620 mennesker om bord på færgen ved sammenstødet. Ingen kom dog noget til. Færgen fik et hul i skroget i bagbordsside. Men selv om det tog vand ind, kunne færgen fortsætte ind til kajen.

De svenske myndigheder har overfløjet området og melder, at der ikke er sket udslip.

– Vi glæder os trods uheldet over, at vore skibe er bygget med dobbeltskrog, siger Tryggve Möller til nordjyske.dk.

Han kan ikke udtale sig om årsagen til sammenstødet. Hændelsen undersøges nu af de svenske myndigheder med politiet i spidsen.

Desuden skal dykkere inspicere tankskibet nærmere for en sikkerheds skyld.

På grund af hård vind i området ligger Ternvind for anker i en fjord, har den svenske kystbevogtning oplyst.

/ritzau/