Terrormistænkt sendte sendte sms med koranvers


Mohammod Youssuf Abdulazeez skød og dræbte fem soldater i den amerikanske delstat Tennessee.


En 24-årig mistænkt for drab på fem soldater i den amerikanske delstat Tennessee sendte en sms-besked til en ven kort før angrebet, der efterforskes som terror.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Tekstbeskeden fra den mistænkte, Mohammod Youssuf Abdulazeez, indeholdt et vers fra Koranen.

– Jeg erklærer krig mod enhver, som er fjendtlig over for en af mine venner, skrev den mistænkte til vennen.

Nyhedsbureauet Reuters har set tekstbeskeden til vennen.

Mohammod Youssuf Abdulazeez vendte i 2014 hjem fra en rejse til Jordan, og han var dengang – ifølge sin ven – vred over de mange konflikter i Mellemøsten.

Fem soldater blev dræbt, da den 24-årige mand torsdag åbnede ild mod to militære rekrutteringscentre. Det femte offer døde lørdag på et hospital.

Gerningsmanden blev efterfølgende skudt og dræbt, og myndighederne efterforsker sagen som terrorisme.

Mohammod Youssuf Abdulazeez skød først mod et rekrutteringskontor ved et indkøbscenter i byen Chattanooga. Ingen mistede livet.

Bagefter kørte han fra stedet i en åben Ford Mustang til et af flådens rekrutteringscentre omkring ti kilometer derfra. Her skød og dræbte han fire soldater, før han selv blev dræbt i skududveksling med politiet.

Tre andre blev såret under skyderiet – blandt dem en politimand.

Ifølge NBC News blev Mohammod Youssuf Abdulazeez født i Kuwait, og han fik senere amerikansk statsborgerskab.

Motivet bag angrebet er ikke kendt. Myndighederne forsøger at finde svar på, om han var inspireret af Islamisk Stat eller andre militante grupper.

The New York Times skriver, at den 24-åriges far tidligere har været i efterretningstjenesternes søgelys for mulig forbindelse til udenlandske terrororganisationer.

En kilde understreger dog over for avisen, at det ligger flere år tilbage i tiden, og at sønnen aldrig kom i søgelyset. Faderen er heller ikke på USA’s liste over mulige terrorister længere.

/ritzau/