Tun-voldsmand udvist af Danmark for bestandigt efter knivstikkeri


HUMLEBÆK: Tre mænd idømt fængsel og opholdsforbud i sag om knivstikkeri.

Tre mænd er blevet dømt i sagen om et knivstikkeri, der fandt sted i Humlebæk Center den 20. marts i 2018.

To af mændene blev idømt henholdsvis et år og to måneder samt et års fængsel.

En tredje, som yderligere havde tilstået at have slået en fængselsbetjent i hovedet med en dåse tun i en sok, blev idømt fængsel i to år og tre måneder. Han er tidligere dømt flere gange og har tillige tre betingede udvisningsdomme, og blev ved gårsdagens domsafsigelse udvist af Danmark for bestandigt.

De tre dømte har alle tilknytning til LTF (Loyal To Familia) og fik forbud mod at opholde sig i store dele af Humlebæk og Nivå i henholdsvis to og fire år.

Forbuddet følger af Straffelovens §79a stk.1, 2. pkt., der blev indført for et år siden for at sikre, at det er de lovlydige borgere, og ikke rockere og bander, der sætter dagsordenen i et boligkvarter.

Tidspunktet for domsafsigelsen for de sidste fem tiltalte ligger endnu ikke fast.

De tre mænd ankede alle dommen til frifindelse, subsidiært formildelse af straffen.