Politi: Banden Loyal To Familia er fortid i Aarhus


Arkivfoto


Banden Loyal To Familia (LTF) er fortid i Aarhus.

Det mener Østjyllands Politi, der efter at have holdt øje med gruppen vurderer, at LTF ikke længere har fodfæste i byen.

– Jeg er meget tilfreds med, at Loyal to Familia ikke længere er til stede i Aarhus, og jeg ser det som et udtryk for, at vores indsats har virket, lyder det fra politidirektør ved Østjyllands Politi Helle Kyndesen i en pressemeddelelse.

Sidste år forsøgte LTF at få stablet en afdeling på benene i Aarhus. Det kom til en voldsom konflikt i den vestlige del af byen og betød blandt andet, at politiet indførte en visitationszone i byens vestlige udkant.

– Vi vil ikke have bandegrupperinger, der slås og skyder i gaderne og skaber utryghed hos befolkningen, siger Helle Kyndesen.

– Derfor satte vi også massivt ind for at få bragt bandekonflikten til ophør, og det lykkedes takket være et tæt og godt samarbejde med Aarhus Kommune – på tværs af myndigheder og med stor hjælp og opbakning fra lokalbefolkningen.

Siden sommer sidste år er en række medlemmer af banden blevet anholdt og fængslet. Flere af dem har siden modtaget dom, mens andre fortsat venter på at få deres sag for retten.

/ritzau/