Kvinde fundet død i udbrændt hus på Djursland


Arkivfoto


En kvinde er torsdag fundet død i et hus på Djursland, der tidligt onsdag morgen nedbrændte.

Østjyllands Politi mener, at der er tale om husets kvindelige beboer, hvis mand onsdag blev fundet død i det udbrændte hus.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det var en nabo, der tidligt onsdag morgen opdagede, at huset på Dystrupvej i Ørum stod i flammer og slog alarm.

– En nabos hund gør, så naboen vågner af det. Han kigger så ud ad vinduet og ser naboens villa i brand, fortalte Janni Lundager, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi, onsdag.

Da brandvæsnet nåede frem havde flammerne allerede godt fat i huset, og ilden spredte sig hurtigt. På et tidspunkt faldt etageadskillelsen mellem stuen og 1. sal sammen.

Brandslukningen stod på hele formiddagen, og først ved middagstid var det muligt at komme ind i huset.

Allerede onsdag morgen frygtede politi og brandvæsen, at ægteparret på 90 og 92 år var omkommet i branden.

Da politiets teknikere og en retsmediciner kom ind i huset onsdag, fandt de i stueetagen liget af en mand. Torsdag blev hans hustru fundet – også i stueetagen.

De pårørende til ægteparret er blevet underrettet.

Fredag fortsætter politiets teknikere deres arbejde i huset for at fastslå brandårsagen.

/ritzau/