Drengs kast med sodavandsflaske lukkede sjællandsk motorvej

Det var et kast med en halvliters sodavandsflaske i plastik, der sent søndag aften førte til, at Helsingørmotorvejen blev afspærret.

Det oplyser Michael Hansen, vagtchef ved Nordsjællands Politi, lidt over midnat natten til mandag.

Politiet lukkede motorvejen, efter at en genstand blev kastet fra en motorvejsbro ved Klampenborg. Og efter at have undersøgt området har politiet altså fundet ud af, at der var tale om en sodavandsflaske.

Motorvejen er omkring klokken 23 søndag igen åbnet i begge retninger.

I øvrigt er en dreng, der blev anholdt søndag aften, blevet løsladt.

– Jeg har lige fået et vide, at han er blevet løsladt. Der er tale om en mindreårig – altså en, der er under 18 år, siger vagtchef Michael Hansen.

I en pressemeddelelse tidligere søndag oplyste politiet, at episoden ikke havde forårsaget større skader.

– En bil er blevet ramt af en genstand. Der er ikke sket færdselsuheld som følge af kastet, og ingen personer er kommet til skade.

Lukningen af motorvejen skyldtes, at sporhunde var på stedet for at bidrage til opklaringen.

/ritzau/