Arkivfoto
To personer blev fredag dræbt under en skudepisode i den sydtyske by Leutershausen. En mand dræbte de to, da han skød ud af vinduet fra en bil.
En ældre kvinde, som skal være i 80’erne, blev skudt i bydelen Tiefenthal, mens en cyklist kort efter blev skudt ned i bydelen Rammersdorf, der ligger omkring fem kilometer væk.
Umiddelbart efter skyderiet indledte tysk politi en hidsig jagt efter en sølvfarvet Mercedes Cabriolet. Samtidig advarede politiet om, at gerningsmanden stadig var på fri fod, og man opfordrede vidner til at kontakte politiet.
Menneskejagten endte dog efter kort tid, da en mistænkt blev anholdt på en benzintank i byen Bad Winsheim, der ligger omkring 30 kilometer nord for Leutershausen.
Leutershausen ligger omkring 80 kilometer sydvest for Nürnberg.
Politiet fortæller, at gerningsmanden affyrede adskillige skud fra sin bil, mens han kørte gennem byen. Her skød han på mindst to andre personer, der dog ikke blev ramt.
– Baseret på den indledende efterforskning slap begge uskadt, oplyser politiet i Nürnberg.
Motivet til skyderiet er ukendt.
Leutershausens borgmester, Siegfried Hess, er chokeret over skyderiet.
– Vi bor i en by med 5500 beboere, hvor vi altid har levet et fredfyldt liv. Vi kender kun de her episoder fra tv, siger Siegfried Hess.
Tysk politi vil fredag eftermiddag holde en pressekonference om sagen.
/ritzau/dpa