Hackere stjal følsomme data om 21 millioner amerikanere


Hackerangrebet fandt sted i december, men blev først opdaget i april. Offentligheden fik først kendskab til det i juni. Arkivfoto


Hackere, der er brudt ind i amerikanske statslige systemer, har stjålet personlige oplysninger om cirka 21,5 millioner mennesker i USA, heriblandt personnumre og fingeraftryk.

Like localeyes.dk på Facebook

Det drejer sig først og fremmest om personer, som i de seneste 15 år har gennemgået et baggrundstjek i forbindelse med, at de skulle sikkerhedsgodkendes i eksempelvis deres job.

Det oplyser den amerikanske Office of Personnel Management (OPM), der håndterer information om offentligt ansatte, ifølge Reuters og AFP.

Blandt de 21,5 millioner ofre er der knap to millioner mennesker, som ikke havde søgt sikkerhedsgodkendelse, men som også har fået deres personlige oplysninger stjålet. Det gælder eksempelvis ægtefæller til ansatte, der havde søgt sikkerhedsgodkendelse.

De mange millioner mennesker, der har fået stjålet personlige oplysninger, kommer oveni, at hackere har fået adgang til følsomme data om fire millioner andre nuværende og tidligere offentligt ansatte.

Sagen om de første fire millioner ofre for hackere er en “separat, men tilknyttet” hændelse, oplyser OPM.

Hackerangrebet fandt sted i december, men blev først opdaget i april. Offentligheden fik først kendskab til det i juni.

USA har udpeget Kina som den hovedmistænkt i den store hackersag, en anklage som det kinesiske udenrigsministerium har afvist som “absurd”.

/ritzau/Reuters