Venstre vil ikke tøve med flere asylstramninger


Arkivfoto


Hvis tilstrømningen af asylsøgere ikke falder i 2015, lover regeringen allerede nu yderligere stramninger, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Meldingen kommer, efter regeringen onsdag aftalte de første stramninger på udlændingeområdet med de tre øvrige partier i blå blok.

De nye stramninger skal sættes i værk, hvis den barbering af ydelserne, der nu er aftalt, ikke bringer det samlede antal asylsøgere ned under sidste års rekord på 14.792.

– Mit udgangspunkt er, at der skal komme færre asylsøgere. Jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan for at få bremset den tilstrømning, vi ser, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til Jyllands-Posten.

Hun ønsker dog ikke at angive, hvilke nye konkrete stramninger der kan være på vej:

– Der vil være andre elementer, som man givetvis kan stramme, men der skal ikke strammes op i forhold til, om man kan få eksempelvis lægehjælp, siger hun til Jyllands-Posten.

I første omgang fremsætter regeringen fredag et lovforslag, der betyder, at flygtninge i fremtiden ikke får kontanthjælp, men i stedet skal leve på en lavere integrationsydelse.

Dansk Flygtningehjælp forventer ikke, at det vil få færre til at søge mod Danmark.

– Jeg tror ikke, at det har en nævneværdig betydning for asylstrømmene i Europa og derfor heller ikke for tilgangen til Danmark, siger generalsekretær Andreas Kamm til Jyllands-Posten.

Ikke nok med at det er et virkningsløst tiltag, når man for eksempel vil skære i integrationsydelsen. Det er decideret skadeligt, mener Dan Jørgensen, udlændingeordfører for Socialdemokraterne, der peger på, at det vil føre til fattigdom.

/ritzau/