Ministerie: Cigaretter til 60 kroner vil især få unge til at stoppe


Arkivfoto


Sættes afgifterne op, så en pakke cigaretter stiger i pris fra omkring 40 til 60 kroner, vil det få unge i hobetal til at ryge mindre.

Det skriver Berlingske, på baggrund af at Sundhedsministeriet har vurderet højere cigaretprisers effekt i et nyt svar til Sundhedsudvalget.

Her vurderes det, at en pris på omkring 60 kroner vil få forbruget blandt unge rygere til at dale med hele 75 procent.

Det samlede forbrug vil falde med 20 procent, lyder det videre i svaret.

Netop cigaretpriser er blevet et omdiskuteret punkt i finanslovsforhandlingerne.

De Konservative har talt for en pris på netop 60 kroner.

Samtidig har DF talt for en model med årlige prisstigninger på 1,8 procent.

Finansminister Kristian Jensen (V) har meldt mindre kontant ud – han overvejer fortsat, lød det torsdag.

Sundhedsordfører Jane Heitmann (V) giver til Berlingske udtryk for, at ministeriets vurdering er opsigtsvækkende.

– Evident viden gør bestemt indtryk og giver stof til eftertanke, siger hun til Berlingske.

– Men vi har ikke lagt os fast på, hvad en pakke cigaretter skulle koste i tilfælde af en eventuel prisstigning.

I folketingssvaret skriver ministeriet, at forskning viser, at halvdelen af det ventede fald i cigaretforbruget vil komme fra folk, der stopper med at ryge.

Den anden halvdel vil således kunne tilskrives personer, der ryger mindre.

Ifølge Sundhedsstyrelsen dør årligt cirka 14.000 personer for tidligt alene på grund af rygning.

I omkringliggende lande som Tyskland, Norge, Holland, Storbritannien, Irland, Finland og Frankrig er priserne på cigaretter højere end i Danmark.

Og i for eksempel Irland koster en pakke cigaretter omkring 75 kroner ifølge EU-Kommissionen.

Kræftens Bekæmpelse har talt for en pris på en pakke cigaretter på omkring 100 kroner, men har også rost forslaget om at hæve prisen til 60 kroner.

/ritzau/