Arkivfoto
Tyskland har kendt til mulige planer om skattesvindel mod Danmark siden 2012.
Det skriver DR Nyheder og Politiken.
Fortrolige dokumenter fra tyske myndigheder afslører, at tysk politi allerede i en ransagning i 2012 beslaglagde dokumenter, hvor Danmark og flere andre lande blev nævnt som mulige mål for skattesvindel.
Men Tyskland advarede aldrig myndighederne i Danmark. Og i de efterfølgende tre år forsvandt 12,7 milliarder kroner ud af den danske statskasse.
En række af de centrale figurer i den danske sag om svindel med udbytteskat blev således opdaget og bremset i formodet svindel af de tyske myndigheder, allerede før svindlen mod Danmark begyndte.
Det viser de fortrolige papirer, som DR Nyheder, Politiken og 17 andre medier i Europa har gennemgået sammen.
Statsanklagere i flere tyske byer indledte i 2011 en omfattende efterforskning, mod det de beskriver som en “bande” af finansfolk, advokater og bankrådgivere.
Efterforskningen drejede sig blandt andet om firmaet Solo Capital, der ejes af den britiske finansmand Sanjay Shah. Han er siden blevet sigtet for at stå bag en stor del af svindlen mod Danmark fra 2012 til 2015.
Gruppens spekulation med udbytteskat over hele Europa er vurderet til at have kostet 410 milliarder kroner alene i de fem lande, der er blevet hårdest ramt.
De fem lande optræder ifølge DR og Politiken alle i de dokumenter, som de tyske myndigheder kom i besiddelse af i 2012.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er rystet over, at tyskerne ikke advarede sine nabolande.
– Det er jo frygteligt, at det ikke er sket. Hvis de danske skattemyndigheder havde fået besked i 2012, 13 eller 14, eller mere klar besked end man fik, så kunne man måske have stoppet det, siger han til DR Nyheder.
/ritzau/