Politiet undersøger mistænkeligt dødsfald i Hirtshals


Arkivfoto


Politiet undersøger lørdag morgen et mistænkeligt dødsfald i Hirtshals.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

Det var en tilfældigt forbipasserende, som fandt en livløs mand på åben gade på Sophus Thomsensgade i Hirtshals omkring klokken 05.30.

En ambulance blev tilkaldt, og en læge har erklæret manden for død, oplyser Nordjyllands Politi.

– Vi betragter dødsfaldet som mistænkeligt og vil derfor være massivt til stede på stedet i løbet af formiddagen. siger vagtchef Poul Fastergaard.

Der er flere mistænkelige forhold ved dødsfaldet.

– Det skyldes blandt andet de skader, han har pådraget sig, samt at han blev fundet et offentligt sted, lyder det fra Poul Fastergaard.

De pårørende er endnu ikke blevet underrettet, så derfor kan politiet kort før klokken 09 ikke sige mere om mandens identitet.

/ritzau/