Arkivfoto
– Jeg ønskede kun en eneste ting, sagde jeg: At få videoerne med mig slettet fra internettet.
Det fortæller Sofie, der er blevet delt tusinder og atter tusinder gange online siden 2015, til Politiken torsdag.
Ønsket fik hun langtfra opfyldt.
Til trods for, at den dengang 15-årige pige meldte til politiet, at delingen af videooptagelser af hende i krænkende, intime situationer var ved at løbe løbsk, fortsatte en ekstrem spredning på pornosider og sociale medier de næste år.
I dag er sagen kendt som Operation Umbrella. Det er den hidtil mest omfattende af sin slags i Danmark om ulovlig deling på nettet.
I januar 2018 sigtede politiet 1004 personer for at have delt materialet.
Men ifølge Sofie, hendes familie og hendes advokater har dansk politi i flere år ikke hjulpet tilstrækkeligt med at stoppe spredningen af de krænkende videooptagelser, der er distribueret både på sociale medier og på pornosider.
Nu fortæller Sofie første gang offentligt om det, hun opfatter som et “virkeligt utilstrækkeligt politiarbejde”.
– De har ikke taget hånd om spredningen, men har i stedet overladt ansvaret for at stoppe delingerne til mig hele vejen igennem, siger hun til Politiken.
Hendes bistandsadvokat, Miriam Michaelsen, kalder politiets manglende indsats for et “fatalt svigt”.
Linjechef for efterforskningen hos Nordsjællands Politi Lau Thygesen bekræfter, at politiet aldrig rettede henvendelse til hverken sociale medier eller andre hjemmesider, hvor materialet florerede.
– Set i bagklogskabens lys havde det været bedre, hvis man havde brugt mere tid på at se, om videoerne kunne opspores. Men på daværende tidspunkt var samarbejdet med Facebook ikke det samme, som det er i dag, siger han.
– Og uanset hvad vi havde gjort, havde det ikke været muligt for os at fjerne det hele. Men vi kunne måske have været bedre til at forhindre, at spredningen blev så voldsom. Måske.
Umbrella-sagen skal for Højesteret, efter at Procesbevillingsnævnet har vurderet, at der er tale om en principiel sag.
/ritzau/