Russer hjemsøgte hotel – hentet fire gange af politiet samme morgen


Arkivfoto


Politiet måtte fire gange afhente en russisk hotelgæst, som blev ved at lave uro. De to første gange blev han bortvist, tredje gang blev han kørt til S-stationen. Fjerde gang blev det politistationen.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Natten til tirsdag klokken 03:34 fik politiet en anmeldelse fra personalet på et hotel på Toldbodvej i Køge om, at en tidligere gæst lavede uro.

Politiet kom frem og fik kontakt til en 41-årig mand fra Rusland. Han blev bortvist fra stedet.

Mindre end 30 minutter senere, klokken 04:03 meddelte hotelpersonalet politiet, at russeren var kommet retur og sparkede på døren til hotellet.

Politiet kom atter, og russeren blev bortvist igen. Denne gang understregede betjentene, at han skulle blive væk.

Betjentene var muligvis ikke så gode til russisk, for deres formaninger hjalp tilsyneladende ikke. Godt en time senere, klokken 05:10 dukkede den ihærdige mand op på hotellet igen.

Politiet mødte frem en tredje gang. Den russiske mand ytrede nu ønske om at forlade Danmark, og politiet hjalp efter mandens eget ønske med et lift til Ølby S-station.

Men heller ikke denne gang lykkedes det, og mindre end en time senere var den gal igen.

Klokken 06:06 dukkede russeren op på hotellet. Denne gang for at spise af hotellets morgenmadsbuffet.

Politiet måtte køre frem til stedet for fjerde gang. Også denne gang gav de manden et lift til stationen, dog en anden station end sidste tur, nemlig politistationen i Roskilde.