Salafister chikanerer S-kandidat i valgkamp


Foto: Yildiz Akdogan side på Facebook


Socialdemokraten Yildiz Akdogan kæmper ikke kun for at blive valgt ind i Folketinget.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Hun kæmper – ifølge sig selv – også for at få personer med indvandrerbaggrund til at stemme ved det kommende folketingsvalg.

Generelt er det svært at få indvandrere til at stemme.

– Især i de mest udsatte boligområder er det svært at få indvandrerne til at stemme. Nu er Tingbjerg for eksempel mit valgområde, og der er vist den laveste valgdeltagelse i hele København, siger Yildiz Akdogan.

Ifølge Yildiz Akdogan er det blandt andet salafisterne, som er skyld i, at mange indvandrere bliver hjemme, når der skal stemmes.

– Der er stadig en ret markant gruppe af salafister, som dominerer det offentlige rum og er aktive, og som går ud og siger til indvandrerne, at de ikke skal stemme, siger Yildiz Akdogan, som har været opstillet i området i 10 år.

Hun oplever problemer ved hvert eneste valg.

– Jeg har oplevet, hvordan salafisterne saboterer det hele. De kommer hen til mig og stiller mig alle mulige spørgsmål og begynder at citere ting fra Koranen.

– De prøver at give et indtryk af, at de har mere styr på religionen, end jeg har.

– De siger, at ifølge Koranen er der intet højere end Guds og Profetens ord, så hvis jeg siger, at demokratiet er det vigtigste, så er det højere end Guds ord, og så er jeg ikke rigtig muslim. Sådan er det også på Nørrebro, hvor jeg bor, siger Yildiz Akdogan.

På Nørrebro kan Yildiz Akdogan støde ind i grupper, som hetzer hende, mens hun deler foldere ud.

– Der er grupper, som kommer på gaden og deler deres foldere ud, hvor jeg står, og opfordrer folk til ikke at stemme.

– Det paradoksale er, at de benytter sig af de demokratiske muligheder for at dele materiale ud, men de gør så alt for at modarbejde demokratiet, siger Yildiz Akdogan.

/ritzau/