Bandemedlem fundet skyldig i drabsforsøg


En 30-årig mand er ved Retten på Frederiksberg kendt skyldig i blandt andet drabsforsøg i forbindelse med skyderiet. Nørrebro d. 9. februar 2014.


Der blev skudt med skarpt på åben gade en eftermiddag i februar i København sidste år, hvor syv skud blev affyret fra en sølvgrå VW Touran mod en mørk Mercedes.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Onsdag formiddag er en 30-årig mand ved Retten på Frederiksberg kendt skyldig i blandt andet drabsforsøg i forbindelse med skyderiet. Ifølge dommeren forsøgte manden at dræbe den 24-årige fører af Mercedesen.

Dommerens gennemgang af skyldsspørgsmålet måtte kort afbrydes, da den tiltalte rejste sig, kastede plastikkrus efter dommerne og råbte noget i retning af: “Det er uretfærdigt. Fucking, tag mig væk herfra!”

Den 30-årige blev ført ud af retslokalet, hvorefter der opstod tumult blandt tilhørerne, og en tilhører blev bortvist.

Den tiltalte, som har tilknytning til banden Brothas, nægter sig skyldig. En anden mand er også sigtet i sagen, men er endnu ikke tiltalt.

Skyderiet fandt sted i krydset mellem Nordre Fasanvej og Ørnevej på Nørrebro en søndag i februar sidste år. Her kørte de to mænd i en VW Touran op på siden af en Mercedes, og der blev affyret skud med en 9 mm pistol.

Manden i den mørke Mercedes overlevede skyderiet, da skuddene blev standset af metaldele i bilen. Dagen efter blev den tiltalte anholdt, og i bilen, han kørte i, fandt politiet en skarpladt pistol. Det var dog ikke den pistol, der blev brugt ved skyderiet.

Desuden blev der fundet et patronhylster fra gerningsvåbnet og en større mængde krudtpartikler i bilen.

Hvilken straf, den 30-årige skal have, bliver besluttet senere onsdag. Ud over drabsforsøg er manden fundet skyldig i to gange at have været i besiddelse af en skarpladt pistol.

/ritzau/