Arkivfoto
En hollandsk turist fandt lørdag et lig i Kærgård Plantage mellem Vejers og Henne vest for Varde. Politiet oplyser tirsdag, at der formentlig er tale om en efterlyst mand, og intet tyder på noget kriminelt.
Syd- og Sønderjyllands Politi formoder, at der er tale om den 53-årige Peter Taulborg Madsen. Han forsvandt den 12. oktober 2014 fra sit hjem i Varde i nedtrykt sindstilstand og blev omfattende eftersøgt af politiet samt senere af frivillige, men uden held.
Da liget har været så længe i det fri, har det ikke umiddelbart været muligt endeligt at identificere det. Syd- og Sønderjyllands Politi formoder, at det vil ske i løbet af nogle dage. Men omstændighederne ved fundet tyder på, at det kan være Peter Taulborg Madsen.
Der er intet, der tyder på, at der er foregået noget kriminelt i forbindelse med dødsfaldet.