Fartkontrol: 10.000 bilister knaldet på syv dage


Foto af en ATK-vogn indefra.


På bare syv dage har politiet taget næsten 10.000 bilister i en landsdækkende fartkontrol. Heraf står 1.409 til et klip i kortet og 211 til betinget frakendelse af kørekortet.

Like localeyes.dk på Facebook

Den landsdækkende kontrol har fundet sted fra mandag den 11. maj til søndag den 17. maj 2015. Ved kontrollerne blev der konstateret i alt 9.953 forseelser, som fordelte sig således:

• 9.668 hastighedsovertrædelser, hvoraf 8.855 blev målt og fotograferet af ATK, den automatiske trafikkontrol
• 1.409 førere står til klip i kørekortet
• 211 alvorligere hastighedsoverskridelser, som medfører betinget frakendelse af førerretten.

Politiet udtaler i en pressemeddelelse, at de mange hastighedsovertrædelser er udtryk for, at hastighed fortsat er et problem for trafiksikkerheden.

– Politiets indsats over for fartsyndere er derfor vigtig, og det øgede antal ATK-biler skal netop medvirke til, at bilisterne sætter hastigheden ned, lyder det i pressemeddelelsen

Det er fortsat for tidligt at udtale sig sikkert om det øgede antal ATK-bilers effekt på bilisternes gennemsnitshastighed, men indsatsen vil blive evalueret i løbet af i år, hvorefter der vil kunne siges noget mere sikkert om effekten.