51-årig kvinde sigtet for røveri: Påkørte mand i flugt fra tyveri


Arkivfoto


Onsdag blev en kvindelig butikstyv grebet på fersk gerning i et supermarked i Odsherred. Ansatte fra butikken forsøgte at spærre for hendes bil, men hun påkørte en 18-årig butiksansat og kørte fra stedet i høj fart.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Episoden skete i Nørregade onsdag klokken 11:21.

Personalet kontaktede politiet, fordi de havde afsløret en kvindelig butikstyv, som de havde problemer med at tilbageholde.

Inden politiets ankomst havde kvinden sat sig ind i sin bil på parkeringspladsen. For at forhindre hende i at køre fra stedet, havde et par ansatte stillet sig foran bilen.

Butikstyven startede alligevel bilen og accelererede fremad, så hun påkørte en 18-årig mandlig butiksansat på benet og kørte videre i høj fart væk fra stedet.

Butikspersonalet havde noteret sig bilens nummerplade, så politiet fandt på bilejerens bopæl frem til en 51-årig kvinde fra Hørve. Hun blev indledningsvist sigtet for røveri på grund af sin adfærd over for personalet og afhørt til sagen. Politiet undersøger nu, om hendes trafikale adfærd vil kunne give anledning til yderligere sigtelser. Hun kan således forvente at høre nærmere fra politiet, inden sagen skal afgøres.