Screenshot fra den brutale video på YouTube, hvor en bøddel i Mekka hugger hovedet af en kvinde på åben gade i et fodgængerfelt.
Saudi-Arabien efterlyser flere bødler, fordi antallet af henrettelser tager kraftigt til. Siden begyndelsen på året er der halshugget næsten lige så mange personer i landet som i hele 2014.
Sidste år blev der henrettet 87 personer. I år er der indtil nu blevet henrettet 84.
Landets ministerium for civil service søger efter otte bødler. Der stilles ingen særlige krav til dem, og ansøgerne vil blive undtaget fra de sædvanligvis hårde prøver ved offentlige ansættelser.
– Ud over halshugninger ventes bødlerne også at foretage amputationer, som landets domstole har givet ordre til i forbindelse med saudiarabernes strenge tolkninger af den islamiske sharia-lovgivning.
Amputation af en eller begge hænder er en rutinemæssig straf for tyveri. Narkotikasmugleri, voldtægt, drab og frafald i forhold til den muslimske tro straffes med døden.
De fleste henrettelser sker ved halshugning, men det hænder, at dødsdømte skydes, stenes eller korsfæstes.
Den senest henrettede var dømt for forsøg på at smugle hash ind i kongedømmet. Ifølge en meddelelse fra indenrigsministeriet i Riyadh blev dødsdommen eksekveret i byen Najran tæt på grænsen til Yemen.
I januar blev en kvinde fra Myanmar, der sagde, at hun var uskyldig, henrettet på en offentlig gade i Mekka. En hvidklædt bøddel ignorerede kvindens skrig og tvang hende ned på jorden ved en fodgængerovergang og huggede hovedet af en hende med et krumt sværd.
Kvinden var anklaget for at have dræbt sin mands seksårige datter.
Mekka og Medina er de to helligste byer i islam.
Menneskeretsorganisationer siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der ofte mangler gennemsigtighed i retssystemet. Under retsprocesser nægtes den tiltalte ofte grundliggende rettigheder som eksempelvis en forsvarer.
/ritzau/AFP