Ny dom for knive kan gøre proptrækkere ulovlige


Kritikere af afgørelsen har påpeget, at det i yderste konsekvens kan betyde, at en proptrækker med folieskærer er ulovlig.


44 knive, der var til salg i en forretning i Tommerup på Fyn, var ulovlige, fordi de kunne åbnes med en hånd.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

En forretningsindehaver på Fyn er mandag ved Retten i Odense blevet idømt en bøde på 100.000 kroner, fordi 44 knive, der var til salg i hans butik, var ulovlige.

Problemet med knivene, der blev solgt i Tommerup Jagt & Fiskeri, er, at de kan åbnes med én hånd, og det er ulovligt efter våbenbekendtgørelsen.

En dom i Østre Landsret har tidligere slået fast, at forbuddet gælder uanset knivens størrelse, eller om den er beregnet til at åbne med én hånd. Hvis det er muligt at åbne den med én hånd, er den forbudt.

Kritikere af afgørelsen har påpeget, at det i yderste konsekvens kan betyde, at en proptrækker med folieskærer er ulovlig.

Afgørelsen kommer hverken bag på sagens anklager eller forsvarer.

– Det kunne ikke gå anderledes efter Østre Landsrets dom, siger anklager Klaus Holten Kristensen fra Fyns Politi til Ritzau.

– Hvis der skal laves om på det, må enten Justitsministeriet eller Folketinget ændre reglerne, fortsætter han.

Forsvareren, advokat Jakob Lund Poulsen, finder bøden i den høje ende, men er heller ikke overrasket over dommen.

– Sådan er lovgivningen jo, konstaterer han.

Han mener dog, at der i den aktuelle sag var en række formildende omstændigheder.

– Det er jo ikke sådan, at han har rendt rundt med knive i nattelivet. De er sat til salg med et helt andet formål.

– Jeg håber, at politikerne får øjnene op for det urimelige i reglerne og får ændret bekendtgørelsen, siger Jakob Lund Poulsen.

Danmarks Våbenhandlerforening og Danmarks Jægerforbund foreslår ifølge Jyllands-Posten, at reglerne ændres, så de enhåndsbetjente knive tillades, hvis man har et anerkendelsesværdigt formål, som det også gælder for knive over 12 cm, der som udgangspunkt er ulovlige.

Og Justitsministeriet synes at lytte til kritikken. Efter et møde med jægerforbundet i forrige uge har ministeriet bedt Nationalt Kriminalteknisk Center undersøge en række knivtyper.


Tommerup Jagt & Fiskeri.

/ritzau/