Tolk afvist for at udgøre en mulig risiko for sikkerhed


Soldater i Afghanistan.


– Det kan ikke udelukkes, at du vil udgøre en fare for landets sikkerhed.

Sådan lyder de danske myndigheders afslag ifølge Politiken tirsdag til den 26-årige afghanske tolk Aman, der fra januar 2010 og to et halvt år frem arbejdede for de danske styrker i Afghanistans Helmand-provins.

Afslaget er det første kendte eksempel på en tolk, der nægtes indrejsevisum til Danmark for at søge asyl med den begrundelse, at tolken anses for en trussel mod rigets sikkerhed.

I sin begrundelse skriver den tværministerielle tolketaskforce, at afslaget bygger på “en høring af de danske efterretningstjenester”.

Hverken Politiets Efterretningstjeneste, PET, eller Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, ønsker over for Politiken at kommentere sagen.

– Det er helt uforståeligt. Jeg har kæmpet skulder ved skulder med danskerne for at komme af med Taliban.

– Det er helt urimeligt, at man mener, at jeg skulle være til fare for Danmark, når jeg samtidig ikke kan få svar på hvorfor, siger tolken til Politiken fra sit skjul i den afghanske hovedstad, Kabul, hvor han netop har besluttet sig for at klage over afgørelsen.

Afgørelsen møder bred kritik. Hos Amnesty Danmark peger vicegeneralsekretær Trine Christensen på, at Aman “har været clearet til at indgå i en militær sammenhæng, som man må antage er en streng proces”.

Samtidig undrer hun sig over ordlyden i afslaget.

– Det er et umådelig bredt begreb, at man “ikke kan udelukke”. En svær bevisbyrde at løfte for tolken, siger hun.

– Det er et retssikkerhedsmæssigt problem, at man ikke har mulighed for at få indsigt i, hvad der ligger bag vurderingen: Hvad er anklagen? Hvem er fremkommet med den? Hvad er bevismaterialet?

Samme toner lyder fra den humanitære organisation Refugees Welcome.

– Tolkene er jo blevet sikkerhedsgodkendt for overhovedet at kunne arbejde i lejrene, og de er netop det fjerneste, man kan komme fra terrorister, siger formand Michala C. Bendixen.

/ritzau/