Arkivfoto
Et arrangement i byen Garland i den amerikanske delstat Texas udviklede sig blodigt, da to mænd blev skudt og dræbt foran bygningen, der husede begivenheden.
Inden for blev en række karikaturer af profeten Muhammed udstillet.
Bag arrangementet står den kontroversielle gruppe American Freedom Defense Initiative (Afdi), som du kan blive klogere på her:
* Afdi blev grundlagt i 2010 og har som mål at sikre ytringsfrihed, der ifølge organisationen er i fare, fordi staten og medierne er ved at “kapitulere over for global jihad og islamistisk overherredømme”.
* I spidsen for Afdi står Pamela Geller og Robert Spencer.
* Afdi har tætte bånd til organisationen Stop Islamisering af Amerika (SIOA). Denne gruppe står på en liste over aktive hadegrupper i USA. Listen bliver lavet af organisationen Southern Poverty Law Center.
* Pamela Geller bliver af Southern Poverty Law Center beskrevet som “islamfjendtlig”. Hun har vakt yderligere opsigt med busreklamer, der kritiserer den palæstinensiske gruppe Hamas og “islamistisk antisemitisme”.
* Afdi samarbejder med onlinemediet jihadwatch.org, der fokuserer på “at oplyse om islamistiske jihadister, hvilket bliver ignoreret af vestlige medier”. Robert Spencer er frontfigur for Jihad Watch.
* Ved det specifikke arrangement i Garland havde organisationen opfordret alle til at indsende karikaturer af den muslimske profet, hvorefter tegningerne blev udstillet.
* Den bedste karikaturtegning kunne vinde 10.000 dollar (knap 67.000 kroner). I alt 350 tegninger deltog i konkurrencen og udstillingen.
* Ifølge Pamela Geller var arrangementet i Garland “et logisk skridt” for organisationen. – Denne begivenhed vil hylde ytringsfrihed og vise, at amerikanerne ikke vil lade sig kue af den islamistiske intimidering, har hun sagt til mediet Breitbart Texas.
* Planen var at gøre begivenheden til et årligt arrangement. Det er uklart, om dette fortsat er planen.
Kilder: The American Freedom Defense Initiative, Breitbart Texas, splcenter.org, Pamela Gellers blog, jihadwatch.org
/ritzau/