Omstændighederne holdes hemmelige: To svenske gidsler frigivet i Syrien


Gidslerne var gidsler hos al-Nusra, skriver Expressen.se. Foto fra en al-Nusra træningslejr.


To svenskere, der har været holdt som gidsler i Syrien, er frigivet. Det svenske udenrigsministerium oplyser ikke, hvor længe de to har været gidsler, hvordan det lykkedes at få dem fri, eller om der fra gidseltagernes side har været krav om betaling af løsesum.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

De to gidsler blev frigivet fredag, fremgår det af en kortfattet meddelelse fra udenrigsministeriet.

– Vi har haft et rigtigt godt og tæt samarbejde mellem svenske myndigheder, særligt med politiet, skriver den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, i en skriftlig udtalelse til TT.

Den svenske avis, Expressen skriver på sin hjemmeside, at de to svenskere ifølge avisens oplysninger har været gidsler hos gruppen al-Nusra, som har tætte bånd til al-Qaeda i Irak. De var gidsler i halvandet år og under meget barske vilkår, skriver avisen.

De to frigivne gidsler er nu hjemme i Sverige igen, tilføjer Expressen, der ikke skriver, hvor oplysningerne stammer fra.

Margot Wallström siger, at særligt den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har “engageret sig på afgørende vis” i den svenske gidselsag.

Foruden Abbas og palæstinensiske myndigheder har også Jordan hjulpet med at få frigivet de svenske gidsler, fremgår det.

– I øvrigt kan jeg, af velkendte årsager, ikke give nærmere kommentarer om, hvordan vi arbejder i sådanne sager, skriver Wallström.

Heller ikke svensk politi vil sige noget til TT om frigivelsen af gidslerne.

En af de to frigivne svenskere er ifølge TT en 33-årig mand, der er tilknyttet pinsekirken.

En talsperson for kirken bekræfter, at det er den pågældende mand, der er frigivet, men vil ikke oplyse mere om, hvorfor den 33-årige befandt sig i Syrien.

– Vi er meget glade for, at han er fri, og derefter må alle oplysninger gå gennem familien, siger talspersonen til TT og tilføjer, at de to svenskere lige er blevet genforenet med deres familier.

– Det er alt sammen så nyt endnu. De har brug for at fordøje det, men alle er glade, siger hun.

/ritzau/TT