Den danske supermodel Nina Agdal har reklameret for burgere, her i en reklamefilm som var for fræk til at blive vist under Super Bowl i USA.
Når du køber en burger eller en pizza, skal det stå klart og tydeligt på menuen, hvor mange kalorier du kommer til at sætte tænderne i.
Det mener fire organisationer, som ifølge Politiken vil følge i fodsporene på en række andre lande, hvor kalorietallet står side om side med prisen.
I USA står det i loven, at fastfood-restauranterne skal skilte med kalorierne, og også i eksempelvis Australien bliver kunderne informeret om energimængderne.
Kræftens Bekæmpelse, Diabetesforeningen, Hjerteforeningen og Forbrugerrådet Tænk har i fællesskab udarbejdet retningslinjer for, hvordan restauranter kan skilte tydeligere med kalorierne.
– Vi kan se, at kaloriemærkningen virker i USA, hvor man også har et udtalt overvægtsproblem. Og vi kan se, at det i USA især virker hos den hvide middelklasse, som er den befolkningsgruppe, man lettest kan drage paralleller fra til den danske befolkning, siger Susanne Tøttenborg, seniorkonsulent i Kræftens Bekæmpelse, til Politiken.
Ifølge organisationerne vil det gøre det lettere for forbrugerne at træffe et bedre valg, hvis restaurantkæder, der sælger såkaldt standardiseret mad, skal skilte klart med produkternes samlede kalorieindhold.
– Vi kan se, at de tommelfingerregler, danskerne har for, hvad de tror er sundt, slet ikke holder. Folk bliver tit overraskede over, hvor højt kalorietallet er, siger Susanne Tøttenborg til Politiken.
Den seneste undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk viser, at 71 procent af danskerne er interesserede i at få klar besked om kalorierne i deres fastfood.
Restauranternes brancheorganisation, Horesta, rådgiver ikke deres medlemmer til at følge anbefalingerne om kalorieindekset.
Politiken har talt med McDonalds Danmark og Burger King Danmark, som oplyser, at de ikke ser nogen grund til at gå væk fra deres nuværende måde at kommunikere om kalorier på.
Den danske kæde Sunset Boulevard har også afvist at sætte kalorier på menuen.
/ritzau/