13-årig dreng skyder sin lærer med armbrøst


Arkivfoto


En lærer er dræbt, og fire personer er lettere såret på en skole i Barcelona, oplyser det spanske politi efter at have pågrebet en 13-årig dreng.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Ifølge den spanske avis El Mundo var det en elev, der mandag morgen gik ind på Joan Fuster-skolen med en armbrøst og skød læreren og sårede fire andre.

De fire sårede er en lærer og tre elever.

Politiet har ikke bekræftet, at drengen var bevæbnet med en armbrøst.

Ifølge de spanske medier var den 13-årige dukket op en time for sent i skole. Da han kom ind i klasseværelset, skal han have såret læreren og dennes datter, der gik i samme klasse.

En lærer i klasselokalet ved siden af hørte larmen og forsøgte at blande sig. Han blev dræbt, men det uklart, om drabsvåbnet var en armbrøst eller en kniv.

Det er det spanske nyhedsbureau EFE, der skriver, at drengen også skal have været bevæbnet med en kniv.

Den dræbte lærer skal angiveligt have arbejdet som lærervikar på skolen.

Politiet siger, at mange detaljer i forbindelse med forbrydelsen fortsat er uklare.

Det er således ikke oplyst, om den 13-årige var elev på skolen.

/ritzau/