Retssagen starter: Kvinde tæsket med kædelås julenat


Foto som voldsofferet, Nanna Skovmand lagde på Facebook kort efter det voldelige overfald.


Københavns Byret indleder torsdag en grov sag mod fire personer, efter at de julenat sidste år overfaldt et kærestepar.

Like localeyes.dk på Facebook

Ifølge anklageskriftet angreb de fire personer kæresteparret på Vesterbro, hvor der blandt andet blev brugt kædelås til at slå med.

Værst gik det ud over Nanna Skovmand, der fik flere tænder slået løse og blev syet med 16 sting.

– Dette er en sag om grov vold, hvor der ifølge tiltalen er tale om brug af en kædelås som våben, siger anklager i sagen Pia Simon til Ritzau.

De fire personer, der er henholdsvis 16, 17, 18 og 19 år gamle, er tiltalt efter straffelovens paragraf 245, der handler om vold af særlig farlig karakter.

LÆS OGSÅ: Juleoverfald på Vesterbro: Politiker retter spørgsmål til ministeren
LÆS OGSÅ: Politiet sigter fem for brutal julevold mod kærestepar
Desuden er den 18-årige også tiltalt for at have været i besiddelse af kniv og forsøg på tyveri.

Sagen blev omtalt bredt i medierne i juledagene, efter at det kvindelige offer, Nanna Skovmand, på Facebook stod frem og fortalte, hvordan hun og kæresten var blevet angrebet.

Nanna Skovmand lagde også et billede op af sit forslåede ansigt, som blev delt flittigt på de sociale medier.

Vincent Hendricks, der er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet og forsker i adfærd på sociale medier, fortæller, at der er nogle helt bestemte mekanismer, der sættes i spil på nettet, når Nanna Skovmand skriver om voldsepisoden.

– Når brugerne på sociale medier ser et opsigtvækkende opslag, danner de sig hurtigt et indtryk, hvor et billede af et forslået ansigt er et meget stærkt virkemiddel, siger han til Ritzau.

– Nye studier tyder på, at folk er mere tilbøjelige til at dele opslag på sociale medier, hvis opslaget vækker vrede eller forargelse.

– Der skabes en følelse af uretfærdighed, der får folk til at tænke, at andre skal også vide, hvad der er sket, og andre skal også forarges eller mobiliseres, fastslår han.

Sagen starter torsdag eftermiddag. Der er berammet yderligere to retsdage.

/ritzau/