Mand meldte sig selv efter knivdrab på kvinde


Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi undersøgte sagen og kunne kort efter konstatere, at mandens forklaring var korrekt. Kvinden blev fundet dræbt af flere knivstik. Arkivfoto


En 30-årig kvinde er onsdag fundet dræbt af knivstik i Nakskov.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet er en 34-årig mand anholdt og sigtet for drabet. Han henvendte sig selv til politiet i Nakskov klokken 11.35 onsdag og fortalte, at han havde dræbt en kvindelig bekendt, og at hun lå på en adresse på Stormarks Allé i Nakskov.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi undersøgte sagen og kunne kort efter konstatere, at mandens forklaring var korrekt. Kvinden blev fundet dræbt af flere knivstik.

Politiet oplyser, at motivet stadig er uklart.

– Vi er i et meget tidligt stadie i efterforskningen nu, og derfor vil vi ikke ud med nogen detaljer. Vi er i fuld gang med at undersøge omstændighederne for drabet, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen til Ritzau.

Han kan bekræfte, at der er et “bekendtskabsforhold” mellem den dræbte og den 34-årige mand. Men hvilken relation, de havde, kan han ikke komme ind på.

Den 34-årige fremstilles i grundlovsforhør torsdag i Retten i Nykøbing Falster.

/ritzau/