Fangeflugt: Fire unge truede sig ud fra lukket institution


To af de unge forsøgte at løbe fra politihundene, men det blev hundene, der løb stærkest. De to unge blev lettere bidt, men kom ikke alvorligt til skade. Arkivfoto


Mandag aften kl. 19.30 blev anmeldt, at fire unge under trusler med en spids genstand havde truet sig ud fra den lukkede institution Bakkegården/Elmehuset i Annebergparken, Odsherred. Politiet sendte straks flere patruljer til området.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Et vidne oplyste kl. 22.29, at fire unge var set på vej mellem Egebjerg og Nørre Asmindrup, hvor de gik og tomlede for at få kørelejlighed. Ud fra signalementet lød det som om, at der kunne være tale om de fire flygtede.

Flere patruljer blev sendt mod stedet, herunder en hundevogn.

De fire drenge blev dernæst anholdt af politiet, der fandt dem i haver og lignende steder.

To af de unge forsøgte at løbe fra politihundene, men det blev hundene, der løb stærkest. De to unge blev lettere bidt, men kom ikke alvorligt til skade.

Alle fire kom retur til den lukkede institution for overnatning. Der bliver tirsdag taget stilling til deres fremtidige opholdssted.

De fire er en 17-årig fra Store-Merløse, en 16-årig fra Brønshøj, en 17-årig fra Bjæverskov samt en 16-årig med ukendt adresse. Alle sidder på stedet for forskellige former for kriminalitet.