39-årig kvinde fundet død i Aalborg: Dødsårsag ukendt


Arkivfoto


En 39-årig kvinde er søndag morgen fundet død i en lejlighed på Øster Sundby Vej i Vejgård i Aalborg.

Like localeyes.dk på Facebook

Det oplyser Nordjylland Politi i en pressemeddelelse.

– Klokken 07:02 modtog alarmcentralen et opkald fra lejligheden, hvor en mand havde fundet en livløs kvinde.

– Der blev sendt både ambulance og politi til stedet. Efterfølgende ankom der en ambulancelæge, som kunne konstatere kvinden død, skriver Nordjyllands Politi i meddelelsen.

Politiet kunne ikke med sikkerhed fastslå, hvad der var årsagen til dødsfaldet, hvorfor stedet blev afspærret og indtil videre betegnes som et gerningssted.

Det er endnu uvist, om der ligger en forbrydelse bag dødsfaldet, og politiet er massivt tilstede i området.

Der er afspærret i nærområdet omkring lejligheden, ligesom politiet er i gang med afhøringer.

– Grundet den igangværende efterforskning kan Nordjyllands Politi ikke udtale sig yderligere i sagen på nuværende tidspunkt, oplyser politiet.

Familien til den 39-årige kvinde er underrettet.

/ritzau/