Røvere smed økser fra sig efter kupforsøg mod guldsmed


Arkivfoto


Efter et forsøg på at begå røveri mod en eksklusiv guldsmedeforretning i Aarhus har politiet anholdt to unge mænd.

Like localeyes.dk på Facebook

De to, der er 19 år, sigtes for at have deltaget i kupforsøget, som fandt sted fredag eftermiddag.

Mændene mistænkes for at have brugt økser, da de forsøgte at trænge igennem en sluse ind til forretningen, som ligger på Strøget.

Da de ikke kom ind, stak de af og smed økserne fra sig undervejs. Den ene blev fundet i Aarhus Å.

I alt fire mænd menes at have deltaget i røveriforsøget, oplyste politiet fredag aften.

Flere borgere har hjulpet politiet med oplysninger om sagen.

Men det var ordensmagten selv, som fik øje på de to mistænkte.

– Det var en politipatrulje, som observerede dem på Europa Plads, fortæller politikommissær Thomas Hinge lørdag.

Efter anholdelsen fredag aften skal en dommer i Aarhus lørdag afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle dem.

Politiet mener, at yderligere to mænd deltog i røveriforsøget.

/ritzau/